Parterapi

Kriser i parforholdet kan være svære at håndtere selv. I parterapi får I hjælp til at forstå jer selv og hinanden, så I kan få et trygt og kærligt bånd.

Parterapi kan være løsningen

Kærlighed er ikke altid nok til at få et parforhold til at fungere. Selvom vi elsker hinanden, kan tingene gå i hårdknude.

Måske er jeres parforhold truet af konflikter, utroskab, kedsomhed, en oplevelse af at være vokset fra hinanden eller uenighed om ønsker og mål i livet. Det kan også tænkes, at I  længes efter nærvær og intimitet i jeres forhold. Men I ved ikke, hvordan I kommer tilbage til den trygge kærlighed, der var engang. 

Ofte går der hverdag i parforholdet, hvor vi kommer til at tage hinanden for givet. Når vi har travlt med børn, arbejde og fritidsinteresser, kan det hele komme til at handle om, hvem der gør hvad. Og så kan vi miste den dybe kærlige kontakt. Det kan betyde, at vi ender med at føle os ensomme i parforholdet.

Når der er noget, vi savner i vores parforhold, kan problemer i hverdagen hurtigt udvikle sig til konflikter. Som parterapeut ser jeg ofte, at den ene kritiserer, mens den anden trækker sig. Det kan være en ond spiral, der kan være svær at komme ud af som par.

Vejen til et bedre forhold

Parterapi handler ikke om at finde ud af hvem, der har ret, og hvem der har uret. Men snarere om at komme frem til en erkendelse og anerkendelse af, at ting kan opfattes og opleves forskelligt. Parforholdet får de bedste betingelser for at udvikle sig positivt, når I kan leve jer ind i hinandens verden, forstå og rumme hinandens  forskelligheder.

Emotionsfokuseret terapi er en videnskabeligt dokumenteret retning inden for parterapi. Undersøgelser viser, at omkring 75 % af frustrerede konfliktramte par får et bedre parforhold med emotionsfokuseret terapi. Og at 90 % oplever meget tydelige forbedringer.

Sådan foregår parterapi hos Annette

Jeg arbejder primært med emotionsfokuseret terapi (EFT), men også med elementer fra blandt andet imago parterapi, teorier om tilknytning og assertiv kommunikation.

Jeg fokuserer på at skabe et trygt rum, hvor I som par får mulighed for at arbejde med de ting, som er svære for jer at håndtere selv.

Som regel handler problemer i parforholdet ikke kun om dårlig kommunikation. Vi går et spadestik dybere. Sammen  ser vi på årsagen til jeres problemer, herunder hvilke negative mønstre I har, der skaber konflikter og afstand i jeres parforhold.

Vi er ofte ikke bevidste om, hvorfor vi gør, som vi gør, og hvad der er på spil hos os følelsesmæssigt. Jeg hjælper jer med at forstå jer selv og hinanden, både på et intellektuelt og et følelsesmæssigt plan. Forståelse er forudsætningen for at kunne skabe de nødvendige forandringer. Jeg støtter jer i at ændre jeres samspil, så I får mulighed for at genopbygge et kærligt og trygt bånd mellem jer som par.

Undervejs i parterapien taler vi om, hvordan I hver især oplever jeres forhold og den måde, I kommunikerer på. Jeg er ikke optaget af, hvem der har ret, eller hvad der er rigtigt eller forkert. Jeg er derimod sammen med jer i det, der er svært.

Det er vigtigt for mig at skabe indsigt og hjælpe jer med at forstå og acceptere jer selv og hinanden, som dem I er. 

Terapi kan gøre jer afklarede

Jeg sætter ord på det, der sker imellem jer, som I ikke selv ser. Jeg ser det som min opgave at sørge for, at I begge kommer til orde og bliver hørt. Jeg støtter jer også i at få sagt de ting, der kan være svære at få sagt.

Jeg er optaget af, at I begge føler jer set som de mennesker, I er, og at I går fra terapien med større indsigt i jer selv og jeres parforhold.

Uanset hvad I beslutter skal ske med jeres forhold, vil terapien gøre jer mere afklarede. Parterapien vil kunne sætte jer i stand til bedre at kunne håndtere det, som kommer.

Hvis I har spørgsmål, er I meget velkomne til at kontakte mig på tlf. 41 62 42 32 eller sende en mail.

Bestil tid
Ring 4162 4232 eller brug online booking

Læs også om:
Individuel terapi

Emotionsfokuseret Terapi

Få en enkel og billig hjemmeside lavet af Dit Online Visitkort